ny-cirkus.dk
 Dansk   English
 

Black Box Pangea - ELV1S

Elvis kommer til live på Bådteatret i selskab med dukker, performere og sine egne ord i Black Box Pangeas antiteaterkoncert ELV1S - en poetisk historie om den amerikanske drøm, ungdommens naivitet og vildskab, forelskelsens beruselse, fans og dånende piger, berømmelse, glitter og glamour, men også om et massivt forventningspres, selviscenesættelse, ikonisering, præstationsangst, penge- og pillemisbrug. Medvirkende: nycirkusartist Henriette Aarup, dukkemager og -fører Karen Pontoppidan Monrad og skuespiller Malte Frid-Nielsen. Premiere 6. april på Bådteatret. Spiller 6.-16. april. www.blackboxpangea.dk

 

Klub Spatiøs på AFUK

En gang om måneden inviteres en håndfuld forskellige kunstnere (professionelle, semi-professionelle og amatører) til at afprøve nye idéer og eksperimenter foran et live-publikum. Klub Spatiøs er et rum hvor den kunstneriske dialog er i centrum. Hvor idéer kan blomstre og beses i al sin mangfoldighed, og hvor der kan både flyves og faldes. Vær med når et mix af performere, cirkusartister, fotografer m.fl. udfordrer sig selv, hinanden og deres publikum i Spatiøs' skæve udfordringslaboratorium. Kommende datoer: 30. marts, 27. april og 18. maj, alle dage kl. 20. Læs mere på www.afuk.dk

 

Nycirkusworkshop på Odsherred Teaterskole

Hvordan arbejder man med nycirkus? Rudi Skotheim Jensen afholder workshop for scenekunstnere, instruktører, scenografer, dansere, koreografer og andre 30. maj - 1. juni på Odsherred Teaterskole. Kurset lægger op til kollektiv research og diskussion omkring instruktion og koregrafi af cirkus, både praktisk og teoretisk. Læs mere her http://www.otskole.dk/kursus.asp?page=11&id=165&sub=200

 

Optagelsesprøver på Artistlinien

27.-28. april er der optagelsesprøver på Artistlinien. Artistlinien er en professionel rettet artistuddannelse bygget op omkring nycirkus. Uddannelsen indeholder grundtræning i akrobatik, spring, styrketræning og smidighed og arbejde med cirkusdiscipliner som f.eks. trapez, reb, line, par-akrobatik, håndstand og jonglering. Derudover er der undervisning i scenisk arbejde, idé-udvikling, improvisation, dans og bevægelse samt projektarbejde. Se mere på www.afuk.dk

 

Audition på Nørrebro Teater

Nørrebro Teater søger artister, breakere, akrobater, jonglører og andre fysiske performere til en ny forestilling med Rune Klan i efteråret 2011. Casting søndag d. 1. maj kl. 10-17 på Nørrebro Teater. Kontakt Christel Stjernebjerg på telefon 21 92 15 28 eller på stjernebjerg@gmail.com for flere informationer.

 

Nycirkusforestillinger på Børneteaterfestival 2011

3.-10. april er der Børneteaterfestival i Randers. Næsten 100 professionelle børne- og ungdomsteatre vil i løbet af festivalugen deltage med over 150 forskellige forestillinger og 450 opførelser i alt. Fem nycirkusforestillinger er med i programmet:

 

Kompagni Kalas: Farveflimmer

Jojo flytter ind og møder to akrobatiske venner, som svinger sig vildt i klatrestativet. Luftakrobatik, linedans, magiske tricks og andre flotte cirkusnumre blandes med teater i en fortælling om venskab, om at tro på sig selv og sine drømme og om at have modet til at turde bryde med de gængse kønsroller. Fra 4-11 år. Spiller 9/4 kl. 14.00 og 15.45 på VIA UC, Kirke 1.

 

Cikaros & TinCanCompany: Cirkuskanonen

Cirkuskanonen viser imponerende stjernestunder i manegen kombineret med humoristiske glimt af livet bag tæppet i et gammelt cirkus. En sprudlende og kærlig hyldest til cirkuslivets charmerende skæbner, som fortæller deres historier, mens de svinger sig i trapez, reb og pæl, balancerer i håndstand og på slap line og kaster sig ud i halsbrækkende akrobatik og mørk magi. Fra 6-12 år. Spiller 9/4 kl. 11.30 og 15.00 på Randers Statsskole, Pigegym.

 

TinCanCompany: Fish

Gerd bor alene med sin guldfisk. Da den dør, tvinges hun ud i den 'virkelige' verden for at finde en ny. Fish er et audio-visuelt brag af en forestilling for alle aldre. En absurd, ordløs og humoristisk fortælling om ensomhed, krydret med akrobatik i lygtepæle og slap line i brændende dyrehandel. Fra 6 år og op. Spiller 10/4 kl. 12.15 og 16.00 på Fritidscentret, Teatersal

 

Kitt Johnssons X-act: Det Magiske Lydcirkus

Intet er, som det ser ud til at være, når performer/jonglør Samuel Gustavsson og musiker Sture Ericson inviterer det unge publikum inden for i deres Magiske Lydcirkus. Her ændrer musikinstrumenter, kroppe, møbler og dagligdagens genstande funktion på magisk vis. En intim og poetisk forestilling, der sanseligt og ordløst sætter gang i fantasien. Fra 6-11 år. Spiller 9/4 kl. 14.45 og 10/4 kl. 13.15 på Elro Arena, Hal 2.

 

Limfjordsteatret: Pinkie

En salve skud revser natten. En krigszone. En oberstløjtnant. En jægersoldat. En konstabel og så Pinkie. Den nye soldat ved fronten. Pinkie vil gøre en forskel i et af verdens brændpunkter. Hvordan gør man det, når døden ånder på én? Skal man så redde verden - eller bare sig selv? En anderledes klovneforestilling for voksne om at være et land i krig. Skabt i samarbejde med det russiske klovnekompagni Licedei. Fra 14 år og op. Spiller 10/4 kl. 10.00 og 12.45 på Værket, Ridehuset.

 

Se hele programmet, kort over spillesteder og læs mere om festivalen og om alle forestillingerne på www.festival2011.dk

 

Hold dig opdateret og læs mere om nycirkus i Danmark på www.ny-cirkus.dk

 

HJÆLP med af få de nye historier ud

Har du selv nyheder om nycirkus i Danmark, så skal vi nok få dem bragt videre. Send gerne nyt til info@ny-cirkus.dk

 

 

April 2011

 

 

nycirkus.dk