ny-cirkus.dk
 

Belgiske OKIDOK på Danmarksturné

OKIDOK kommer igen på besøg med den prisbelønnede forestilling 'Slips Inside'. Albert og Baudouin har lånt deres bedstefædres underbukser, og iført intet andet kaster de sig ud i en ivrig fremvisning af deres mange utrolige talenter. Det er sublimt morsomt og samtidig udført af to virtuose performere, som med en solid gadeteatererfaring i ryggen har en uforlignelig evne til at nedlægge publikum i alle aldre. Spiller d 3.-5. november på Teater V i Valby og på teatre i hele landet indtil d. 30. november. Se hele turnéplanen her: http://www.kit.dk/2011/NYCIRKUS.html

 

CHORD - snyd, kropsmagi og klassisk musik

Hverdagsobjekter forandrer sig, og magiske forsvindingsnumre sættes i sving til dans og improviserede toner i selskab med jonglør Samuel Gustavsson, mimekunstner Nina Åkerlund og Ensemble MidtVest. CHORD er inspireret af verdens første spiritistiske superstars og magiske illusionister: Søskendetrioen Fox Sisters fra 1800-tallet. Et sted mellem illusion og virkelighed vil publikum få fornemmelsen af at opleve mere end det, de egentlig er tilskuere til. Premiere 31. oktober på Team Teatret i Herning, spiller også 10.-13. november på Københavns Musikteteater. http://rapideye.mono.net/9216/

 

Acrobat: Propaganda

Australske Acrobat spiller familieforestillingen Propaganda på Republique. To fabelagtige akrobater og deres indoktrinerede børn skaber uimodståelig underholdning. Som en naiv, revolutionær kernefamilie insisterer de på at lære dig, hvordan du bekæmper verdens uretfærdigheder. Det er low-tech og højspændt fysisk cirkusteater, hvor hvert cirkusnummer bliver en flyvende metafor. Spiller 9.-26. november, mere info her: http://republique.dk/Repertoire/Repertoire%2011-12/PROPAGANDA.aspx

 

Subtopia afholder showcase for nordisk nycirkus

16. - 17. februar 2012 afholder Subtopia og New Nordic Circus Network en nordisk nycirkus-showcase på Subtopia i Stockholm, hvor nordiske artister og deres forestillinger får mulighed for at nå ud til en bred skare af vigtige nordiske og internationale presenters. Der vises både fuld længde-forestillinger samt work-in-progress, og der vil være en markedsplads, hvortil også kompagnier, der ikke præsenterer en forestilling, har adgang. Deadline for at ansøge om deltagelse er 14. november. Læs her: http://subcase.se/downloads/Open_Call%20_for_Subcase.pdf

 

Workshop for børneundervisere

Dansk Artistforbund afholder en to-dages workshop for børneundervisere d. 24.-25. november. Her kan du få inspiration og nye metoder til at arbejde med børn og unge. Hvordan får man en gruppe af børn med forskellige indgange til performance (teater, cirkus, dans, etc.) til at arbejde sammen om et fælles performanceprojekt? Hvordan får vi børnene på banen med deres egne ideer? Hvordan arbejder du som iscenesætter videre med børnenes idéer? Læs mere her http://www.artisten.dk/sw/frontend/detail.asp?parent=356539&typeid=13&id=13924&layout=0

 

Stemmer fra Østre Gasværk

Du og musikken har hovedrollen i Stemmer fra Østre Gasværk - historien om det gamle gasværk fra 1883 til i dag med heste, hornorkester, kravlefolk, opera, rap, klezmer, hjemløsekor, 250 medvirkende og markedsgade med Østerbros største juletræ. Med bl.a. DGI's verdenshold og nycirkusartist Michiel van Leeuwen. Spiller 25. november - 18. december. http://www.gasvaerket.dk/stemmer/

 

Cirkusmuseet i Hvidovre

Og - mangler du en julegaveide til cirkusentusiasten, så kunne et årskort til Cirkusmuseet måske være en ide. Årskortet koster 130 kr. og giver udover gratis entre for indehaveren en række fordele som bl.a. årets cirkusplakat og mulighed for at medbringe én gratis ledsager ved ét besøg på museet. Årskort gældende for 2012 kan købes på Cirkusmuseet fra slutningen af november. www.cirkusmuseum.dk

 

Hold dig opdateret og læs mere om nycirkus i Danmark på www.ny-cirkus.dk

 

HJÆLP med af få de nye historier ud

Har du selv nyheder om nycirkus i Danmark, bringer vi dem videre.
Send gerne nyt til info@ny-cirkus.dk

 

November 2011

 

nycirkus.dk